Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

torsdag den 17. september 2015

Dronningen & Astronauten

Den første dansker i rummet, Andreas Mogensen, var onsdag eftermiddag mødt op i sit stiveste puds på Amalienborg Slotsplads, da han efter dronningens ønske skulle møde majestæten og modtage lykønskninger.


Efter et kvarters privat samtale, hvor kun dronningen, Andreas Mogensen og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) var til stede, mødte de pressen i Christian IX's Palæ på Amalienborg, dronningen og prinsgemalens hjem.

"Jeg vil gerne lykønske Dem med Deres gennemførte rumfærd," sagde dronning Margrethe under mødet med Andreas Mogensen.

Ud over lykønskninger fra regenten, modtog Mogensen også belønningsmedaljen af 1. grad med krone og med inskription.

"Jeg har netop givet ham belønningsmedaljen, som er en ting, der kun bliver givet ved meget specielle lejligheder," sagde dronning Margrethe og forklarede, at medaljen er indgraveret med navn, rumfærd og dato.

Det er første gang siden 1993, at belønningsmedaljen bliver givet, og den gives typisk for en særlig risikofyldt indsats.

Andreas Mogensen modtog medaljen med ydmyghed:  "Medaljen er en kæmpe ære. Jeg er meget stolt, og det kommer som en stor, stor overraskelse," sagde han.

Ude foran hovedporten på Amalienborg havde den folkekære astronaut tid til at svare på flere spørgsmål om mødet med Danmarks dronning: "Hun var rigtig interesseret i den forskning, som jeg lavede deroppe. Og så var hun meget interesseret i de lyn, som jeg havde taget billeder og video af," fortalte Andreas Mogensen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar