Tomorrow's crowned heads

Tomorrow's crowned heads

søndag den 15. september 2013

Kongen og prinsen fejrer 40 år i dag

I dag, 15. september 2013, er det 40 år siden, at Sveriges kong Carl Gustav blev konge. Det er samtidig dagen hvor hans svigersøn, prins Daniel så dagens lys for første gang - for nøjagtig 40 år siden. Dengang hed han Daniel Westling, og var et helt almindeligt lille drengebarn, som voksede op i en helt almindelig kernefamilie i Örebro, godt 160 km. vest for Stockholm.
At de to mange år senere skulle blive svigerfar og svigersøn, var der vist ikke nogen der havde forudset. Der var verdener til forskel...


Den dengang 27-årige konge overtog tronen i 1973, efter sin farfar Gustaf VI. Det var et år efter, at hans kusine Margrethe, i en alder af 31, var blevet regent i Danmark.

Carl Gustav giftede sig 3 år senere med den smukke tysk/brasilianske Silvia Sommerlath, som han havde mødt - og forelsket sig i - ved OL i München i 1972.  Her var den svenske konge tilskuer, og Silvia Sommerlath var oversætter, og officiel vært for Carl Gustav. 
Kærligheden bar som bekendt frugt, og parret fik 3 børn; Kronprinsesse Victoria, der i dag er 36 år, prins Carl Philip, 34, og prinsesse Madeleine på 31 år.


Parret har altid fremstået smilende og glade sammen, men den facade krakelerede for et par år siden, da der udkom en yderst uvelkommen skandalebog om kongen. Her kom det blandt andet frem at han i årevis har været dronning Silvia utro med en svensk sangerinde, og at han generelt har haft hang til at vælte sig i damer på diverse stripklubber. Og FLOVT var det da han med flakkende øjne og sved på panden, forsøgte at benægte det hele for åben skærm - for det var mere end tydeligt for enhver, at denne mand ikke var spor uskyldig! 
Der var i en lang periode, meget åbenlyst, kold luft mellem ham og Silvia når de viste sig offentligt sammen, og det blev endda fanget af en fotograf, at dronningen en overgang (forståeligt nok) havde smidt vielsesringen. 

I dag virker det dog til at parret er på rette fod igen - ellers er de i hvert fald gode til at spille skuespil. Der er faldet ro over det hele, og i går da kongen og dronningen ankom til Koncerthuset i Stockholm, efter at have nydt en dejlig middag på Nordiska Museet, blev der jublet og råbt "konge konge" fra de mange begejstrede fremmødte foran Koncerthuset. Familien var samlet, og hyggede sig til tonerne fra mange store svenske kunstnere. 

I dag er det altså 40-året for både kongens kommen til tronen, og svigersønnens fødsel. To vidt forskellige mænd, med to vidt forskellige baggrunde. Prins Daniel mødte kongens ældste datter, kronprinsesse Victoria i 2002, da hun begyndte at træne i et af hans fitnesscentre i Stockholm, efter at have lidt af en spiseforstyrrelse. Parret blev forelskede, men der gik alligevel hele 8 år før de fik lov at give hinanden deres rungende "Ja", ved et stort og romantisk bryllup den 19. Juni 2010. Siden er de blevet forældre til lille Estelle - som kongen så af helt naturlige årsager, er morfar til. To mænd fra to forskellige verdener, nu svigerfar og svigersøn - 40 år som henholdsvis konge og Daniel. Tillykke.


Ankomst til Koncerthuset lørdag aften




Ingen kommentarer:

Send en kommentar